EKSPERTER I REJSER TIL TANZANIA

MØD OS OG VORES KUNDER

Vi har valgt kun at arrangere rejser til denne ene destination, fordi vi bedre kan lide at vide en masse om én ting, i stedet for at vide lidt om en masse ting. Du kan nyde godt af vores store specialviden og erfaring, når vi sammensætter den perfekte rejse til dig – hvad enten du vil opleve de vilde dyr på safari i Tanzania med vores dygtige guider, slappe af på Zanzibar eller drømmer om at bestige Kilimanjaro.

For at sikre dig den allerbedste oplevelse, er alle vores rejser private ture. Din rejse bliver skræddersyet til dine ønsker, og du og dine rejsepartnere får jeres egen guide og egen safari-bil. Hos TANZANIA TOURS sørger vi for at sammensætte din rejse, så du flyver når det passer dig, og får de oplevelser i Tanzania, som du drømmer om.

Vi har altid fået nogle virkeligt flotte tilbagemeldinger fra vores kunder. Mange af dem har lavet anmeldelser på forbrugersiden Trustpilot, hvor vi får så gode karakterer, at vi ikke alene er bedømt til Danmarks bedste safari-arrangør, men faktisk får de bedste anmeldelser af ALLE rejsebureauer i hele Danmark!

Det må være det tydeligste bevis for, at vi har den største ekspertise og giver den bedste kundeoplevelse. Kort sagt – vi laver de bedste rejser til Tanzania!

Her kan du læse lidt om, hvem vi er.

"TANZANIA TOURS får vores varmeste anbefaling. Ingen af os har før oplevet så professionel service. Skal I til Tanzania eller Zanzibar - skal I uden tvivl give dem et ring og lade dem sende forslag til program. De er gode til at gribe boldene der bliver kastet, hvorfor I ender med et program, der mere end lever op til jeres forventninger. Tak for en uforglemmelig oplevelse!"

Lars Dalgaard Nielsen - Aarhus

JAKOB MØLKJÆR

Jakob har rejst hele Afrika tyndt, men han forelskede sig hurtigt i Tanzania, som han synes samler alt det bedste ved Afrika på ét sted. Den smukkeste natur, det største antal vilde dyr, det højeste bjerg og de bedste strande.

Efter at have tilbragt en del tid i det smukke land, rejste han tilbage til Danmark i 2006 og grundlagde TANZANIA TOURS. Lige siden har han hjulpet tusindvis af danskere med at skræddersy deres drømmerejse til Tanzania.

Jakob har været på rundrejse i Tanzania minimum 30 gange siden 2006. Han kender alle nationalparker, alle årstider, alle strande på Zanzibar og de fleste hoteller.

Han har været på både primitive og luksuriøse safarier, besteget Kilimanjaro og kender Zanzibar som sin egen baghave.

Han rejser ofte med familien og kender således også Tanzania fra børneperspektiv. Når man rejser med børn, er det vigtigt, at det ikke går for stærkt. Der skal være tid til at fordøje de mange indtryk, og man skal passe på med ikke at lave et for hektisk program. I det hele taget er det meget vigtigt for Jakob at skræddersy rejsen til hver enkelte kunde, og han anbefaler således forskellige oplevelser og hoteller alt efter om kunden er en børnefamilie eller et par.

Ring til Jakob: 31 38 97 92

Lennie Mwampetha Holm

Lennie har været en del af Tanzania Tours-teamet siden 2016 og er en meget erfaren herre, når det kommer til at arrangere rejser til Tanzania

Lennie er søn af en dansk mand, bosiddende i Tanzania, og hans mor er indfødt tanzanier. Han har tilbragt halvdelen af sit liv i Tanzania og snakker flydende swahili.

Lennie har været aktiv indenfor safaribranchen i Tanzania i over 25 år, hvor han primært har arrangeret rejser for danskere, men også fungeret som både safari-guide og rejseleder.

Han rejser jævnligt til Tanzania og bruger gerne en stor del af sin fritid med at rejse rundt i landet for at udforske nye interessante destinationer, hvor den eventyrlystne rejsende vil kunne få en helt unik oplevelse.

Når Lennie er i Tanzania, er det først og fremmest udelivet, han søger. Stilheden, de store vidder, den storslåede natur, dyrelivet, at kunne sidde ved et bål om aftenen i mørket og høre brølene fra løver tæt på, at nyde stjernehimmelen og fornemme naturen i dets mest uspolerede form er en oplevelse, som Lennie elsker at kunne give videre, hvad end det er til venner eller kunder.

Ring til Lennie: 25 77 16 10

Lars Faursholt

Lars har været i rejsebranchen i over 30 år og er et kendt ansigt for mange tusinde gæster, som har fulgt ham på eventyr rundt i verden. Lars sætter en ære i at lave perfekte rejser med unikke oplevelser og give gæsterne en personlig service fra sine egne erfaringer.

Lars har været bosat i Østafrika over 2 år og har gennemført et hav af safarirejser i Tanzania, Kenya, Botswana, Sydafrika, Namibia og Zimbabwe, både privat og som guide.

Tanzania vil altid være favorit, når det gælder safari og bjergbestigning. I oktober 2023 tog Lars turen op til toppen af Kilimanjaro for 8. gang, og han førte den første blinde dansker til tops med succes. Han er nu ved at planlægge sin 9. bestigning, og det slutter sikkert ikke her, for det er bare helt specielt og unikt at stå på Uhuru Peak – Toppen af Afrika.

De imponerende naturoplevelser og det vilde dyreliv har altid været prioritet for Lars, når man tilrettelægger den perfekte safari. At se dyrene i deres rette element er bare smukt og rørende på samme tid, og den spænding, man oplever på game drive, bliver man næsten beruset af. I Afrika er det på dyrenes præmisser, du er på safari, og det vilde dyreliv giver dig de bedste uforudsigelige oplevelser – man ved aldrig, hvor dyrene gemmer sig, og det gør hver dag meget spændende.

Når man ligger i sit telt om natten og hører hyænerne eller løverne brøle ude fra savannen, så ved man, at man er i Afrika på den helt rigtige måde.

Ring til Lars: 53 78 66 10

Gordon Steffensen

Gordon har arbejdet for Danida i Tanzania over flere omgange siden 2002. Det var her, han tabte sit hjerte til landet, befolkningen og ikke mindst de vilde dyr i Tanzanias nationalparker.

Han har rejst over hele kloden, men har et helt særligt forhold til Tanzania, som han ofte besøger. Han har besøgt alle dele af landet og kender sider af Tanzania, som de færreste ser.

Gordon er faktisk selv tidligere stamkunde i TANZANIA TOURS, da han flere gange benyttede vores hjælp til at arrangere rejser for ham og familien. Gordons passion for Tanzania og viden om landet var så imponerende, at han bare var nødt til at blive en del af teamet.

Det er primært naturen, der trækker, og Gordon har været på safari i næsten alle 22 nationalparker i Tanzania. På safarien elsker han det uventede, at man aldrig helt ved, hvad der venter om det næste hjørne. Desuden er det fedt at høre dyrenes forskellige lyde om natten. På Zanzibar nydes de skønne hvide sandstrande, palmerne, kulturen, god mad og 100 % afslapning.

Gordon ser sit arbejde som sin hobby, og han elsker at sammensætte det helt perfekte program til hver kunde, samt at have gode snakke både før og efter rejsen.

Ring til Gordon: 53 73 16 10

Lea Alber

Lea har været i rejsebranchen siden 2014 og solgt rejser til både Tanzania og andre spændende destinationer, så hendes erfaring er stor.

Lea har rejst en hel del og set mange spændende steder i verden. Hun undgår helst charter og vil gerne selv bestemme hvad og hvornår, så hun ikke er begrænset af andre folks ønsker og behov. At rejse med små børn er i øvrigt ingen hindring, hvis bare man forbereder sig.

Hun har allerede to nye rejser planlagt til Tanzania og Zanzibar. Og hun glæder sig, for ”what’s not to like”, som hun selv siger.

Hendes store lidenskab for at rejse afspejler sig i hendes kunderelationer. Når Lea skal hjælpe en kunde med at sammensætte en skræddersyet rejse, tager hun nemlig udgangspunkt i egne oplevelser, så kunden får oplevet alt det bedste, som Tanzania har at byde på. Det er vigtigt for hende, at kunden forstår, hvorfor det godt kan betale sig at give lidt extra og så bo på det helt rigtige sted – så man får den bedste helhedsoplevelse og mest for pengene.

For Lea er der tre ting ved Tanzania, der er ekstraordinært tiltalende:
Hvor utroligt glade, åbne og nysgerrige lokalbefolkningen er. Dernæst den ubeskriveligt smukke natur. Og sidst, men absolut ikke mindst, dyrelivet i Tanzania, som intet andet land i verden kan måle sig med, ifølge dyreentusiasten Lea. For her er der både store kattedyr, elefanter, giraffer, små søde surikater og hendes personlige favoritter: æsler og skildpadder.

Lea er norsk, men har boet i Danmark siden 2010, så hun snakker både dansk og norsk. Det er dog primært de norske kunder, Lea har kontakt med.

Ring til Lea: 53 77 66 10

Camilla Riis

Camilla har rejst en del i Afrika, både alene og sammen med andre, og specielt Zanzibar er hun helt vild med! Hun har en stor drøm om på et tidspunkt at kunne tage sine fire børn med derned og vise dem dyrene og den smukke natur.

For det er absolut ingen underdrivelse, at Tanzania er verdens bedste safaridestination!

Absolutte yndlings-safaridyr for Camilla er zebra og giraf, og hun har også hilst på de store skildpadder på Prison Island, som var en helt fantastisk oplevelse. Camilla drømmer om at kunne opleve Tanzanias magiske, enorme sletter fra oven i en luftballon, men da hun samtidig har rimelig meget højdeskræk, er det en hurdle, der lige skal overvindes.

Zanzibar er en smuk perle, som man nok aldrig bliver træt af. Her er der nemlig noget for alle, uanset hvem man er og hvad man gerne vil bruge ferien på. Camilla vil gerne have lidt af det hele, og dagen må gerne afsluttes med en kold Kilimanjaro Beer, som smager fortræffeligt, når den nydes under et palmetræ på en af Zanzibars flotte strande med udsigt til det smukke turkisblå vand.

Ligesom flere af kollegerne er Camilla multisproget, og foruden dansk og engelsk, kan hun sætte både tysk og norsk på sprog-CV’et. Sidstnævnte kommer af, at Camilla har boet i Norge i ti år, og det er derfor primært vores norske kunder, der får fornøjelsen af Camillas veludviklede service-gen.

Ring til Camilla: 53 89 66 10

Sofia Andersson

Sofia startede i rejsebranchen som guide, da hun var yngre, og hun har siden da været bidt af at rejse. Hun har været på rejser i mange dele af verden og er vant til selv at planlægge sine turer.

Tanzania er en perle, som har utroligt meget at byde på, og her vender hun gerne tilbage til igen og igen. Ikke mindst på grund af dyrene og naturen, men også på grund af den utroligt venlige befolkning både på fastlandet og på Zanzibar.

Sofia er født og opvokset i Sverige, og allerede fra en ung alder var hun vild med dyr og natur. Tanzania har en helt anden natur at byde på end Skandinavien, og det er utroligt fascinerende at have mulighed for at se dyrene i deres naturlige omgivelser. På safari kommer man så tæt på vilde dyr, at man i princippet føler, at man kan røre ved dem. Det er en oplevelse for livet, og den vil hun gerne formidle til andre.

Hendes yndlingsdyr er gepard og løve. De er så smukke og majestætiske at se på - og selvfølgelig har Sofia også selv en lille ”løve” derhjemme, nemlig en kat, der hedder Luna.

Udover at opleve Tanzania fra safaribilen, har Sofia har også besteget Kilimanjaro. At stå der oppe på toppen af bjerget i solopgangen giver bare en vild følelse! Hvis du overvejer en tur til tops, vil Sofia sige "go for it"! 
Hun brænder for at få lov til at give andre de mange gode, minderige oplevelser, som hun selv har haft i Tanzania. 
Sofia er flersproget og taler flydende dansk, svensk og engelsk.

Ring til Sofia: 53 62 66 10

Læs rejsebreve fra vores kunder

Vi bruger rigtig meget tid på hver eneste rejse. Vi har lavet et grundigt forarbejde, så vi er sikre på, at du bor de helt rigtige steder, på det rigtige tidspunkt, og dermed får de bedst mulige oplevelser med hjem. Vi er i tæt kontakt med alle vores kunder, fra første henvendelse og helt indtil de lander i Danmark igen. Det gør en kæmpe forskel på sådan en rejse, og det kan mærkes i tilbagemeldingerne fra vores kunder, som alle er enormt positive. Nedenfor kan du læse rejsebreve fra nogle af vores kunder og høste af deres erfaringer med os som rejsearrangør og Tanzania som rejsemål. Bedre anbefalinger findes vist ikke. Bedøm selv.

Har du spørgsmål til vores rejser?

- Så ring til os og få en god snak.

Vi har samlet et team af 7 passionerede Tanzania-eksperter, som sidder klar til at hjælpe dig. Det kan f.eks. være Jakob, som er ejer og direktør i rejsebureauet, og som har rejst rundt i Tanzania mindst 30 gange.

E-mail: info@tanzaniatours.dk

Telefon: 31 38 97 92

Ring til Jakob