Rejsebrev

Super safaritur, med 6 dages badeferie på Chapwani Island

- Af John Hansen

Vi er et pensionist ægtepar, der inviterede vore børn, svigerbørn og børnebørn, på denne tur, som vi lagde i hænderne på Tanzania Tours, vi havde bl.a. ønske om min. transporttid mellem de forskellige parker, af hensyn til børnene, det betød at vi kun havde en nat på hver Lodge, som vi så så flere af.

Ngorongoro krateret bød dog på en masse tåge og skyer, og udsigten over krateret fra Serena Safari Lodge var meget begrænset, men på safari turen nede i selve krateret var oplevelsen stor.
Tarangere National Park var til gengæld fantastisk, hvor vi overnattede på Tarangere Safari Lodge, i telte det var spændende, med en fantastisk udsigt over dalen fra det plateau Lodgen ligger på.
Vi var 9 personer afsted, og havde derfor 2 safaribiler til rådighed, guiderne var meget vidende, og havde helt styr på hvor de bedste spots var. Servicen her var super, ligesom den var på de Lodges vi besøgte.

Efter 4 dages safari, fløj vi til Zanzibar, hvor vores kontakt ventede, for at køre til stranden, hvor båden der skulle sejle os til Chapwani ligeledes ventede på os.
Hele vejen rundt var folk på plads, som aftalt for at hjælpe os videre,
Chapwani Island er et kapitel for sig, det er ikke luxuriøst indrettet, men rent og pænt, og anderledes. De ansatte er utrolig venlige, og har man et ønske der ligger indenfor deres formåen bliver det opfyldt, vi hyrede en af deres både med fører, til en ekstra snorkeltur, da det var lettere at styre børnene ind og ud af vandet fra den båd, end fra de kajakker som ligger til fri afbenyttelse, ligesom snorkeludstyr kan lånes på stedet, med mindre man bruger svømmefødder større end 44.

Stranden bliver fejet for lidt tang og affald der er drevet ind hver morgen,
Vi holdt en fødselsdag på øen, og spurgte om de havde forslag til at fejre den.
Der blev dækket op til middag i sandet ved poolen, med ekstra stearinlys sat i brune papirsposer halvfyldt med sand, der kom en kage, og de 4 tjenere sang fødselsdagssang, sjovt og festligt.

Stedet er så småt og ledelsen tæt på, at det er nemt at komme i kontakt med dem, få stillet sit spørgsmål og løst sit problem.
Da vi skulle hjem bad vi hotellet sørge for bilerne der skulle køre os fra stranden til lufthavnen, være der 2 timer før så vi kunne spise i Stone Town, så vore kufferter kunne ligge i bilerne imens, og det hele klappede.
Super arrangeret, vi havde en dejlig oplevelse.